Podcastserie om et demenskor

Programtekst:

I Forglemmigej Podcast kommer du helt tæt på et særligt kor i Aarhus: Forglemmigej-koret. Her mødes mennesker med demens og deres pårørende for at synge sammen. Jeg har fulgt koret siden det begyndte i efteråret 2024. Gennem samtaler med både kormedlemmer og korledere har jeg oplevet, hvad sang, nærvær og fællesskab betyder, når demens er en del af livet. I podcasten inviterer jeg dig med ind, når koret mødes og livshistorierne folder sig ud.

Podcasten skildrer et kor bestående af personer, der lider af demens, samt deres pårørende. Gennem samtaler og musik udforsker vi den følelsesmæssige og personlige rejse, som både dem, der er ramt af sygdommen, og deres nærmeste gennemgår.

Projektet havde særligt fokus på at skabe et ægte portræt af livet og udfordringerne med demens. Jeg ønskede at bringe lytteren tættere på den virkelighed, der udspiller sig bag de statistikker og kliniske termer, som normalt omhandler demens.

Jeg er særligt stolt af det fællesskab, som projektet har opbygget med deltagerne og deres pårørende over perioden på de seks måneder, hvor jeg fulgte koret. Det har været en fornøjelse at være en del af deres fortællinger og oplevelser og at få lov til at dele dem på en måde, der respekterer deres værdighed.

Undervejs har jeg lært hvor stor værdi det har, at følge en gruppe mennesker over længere tid og se deres udvikling. Grundet opgaver på studiet, er jeg ikke nået så langt med projektet, som jeg ønskede.

Koncept og tilrettelæggelse af tre afsnit er færdigt, men redigeringen er ikke færdig.

Klik her for at se en lille billedserie fra koret

Personligt projekt